Gili Islands, Indonesien

De 3 øer eller gili's på indonesisk om man vil.

Gili Islands består af 3 ganske små øer. Faktisk så små at den eneste trafik der er, består af hestevogne, cykler og nogle få elscootere. Ingen biler og vanvittig kørsel. Dejligt! Øerne hedder; Trawangan, Meno og Air. 

Lokaltrafik på Gili T

Gili Air var tidligere den mest turistede af øerne, men trods Trawangan tager dens plads nu, skulle den stadig være et besøg værd, da den har det samme som Trawangan at byde på, blot med færre turister. 

Meno er den mindste og har kun få hoteller og restauranter. Den skulle være super smuk, da den ikke er turistet og naturen derfor er holdt. Dog valgte vi at nøjes med at se den fra gili Trawangan, hvor vi boede i 9 dage. 
Her kunne man så leje en kajak og selv sejle over til den anden ø (der var ikke længere end man kunne svømme, hvis strømmen ikke havde været for stærk) 
Men hver gang vi forsøgte at leje en kajak, var de enten udlejet eller også trak det op til uvejr. De første par dage vi var på Gili T (Trawangan), kunne det ud af det blå pludselig begynde at tordne/lyne og regne selv om det 5 minutter forinden var det skønneste solskinsvejr. Men sådan er vejret åbenbart på Bali og de omkringliggende øer. Fuldstændigt uforudsigeligt, men dog alligevel fantastisk.

Smukt strandvejr, men kun fem minutter til storm og regn

Vi ankom til gili T efter en små 4 timers transport, selvom vi fik at vide at det kun ville tage max 2,5. Men som alle andre ture i Asien står man lige pludselig et sted og venter en time på absolut ingenting før turen fortsætter. Men vi har lært at leve med det nu og tager det faktisk ikke tungt på nogen måde. Det er faktisk ret sjovt da det for os er så underligt.

Efter at være sat af midt på den smukke strand som omkranser hele øen, gik vi alle fire på jagt efter overnatningsmuligheder og endte efter små 15 forsøg at finde et sted til en ganske billig pris. Dog var stedet samtidig under renovering, men da det var balinesisk nytår var næsten alt andet optaget og ikke mindst derfor steget til noget nær det tredobbelte i pris, eller mere!! Så vi tog slutteligt til takke med vores nye hjem trods håndværkerstøj til ud på aftenen, samt øens største moské i baghaven, som skulle vise sig at bræge fem gange pr dag startende allerede fra kl 05 om morgenen. Stedet som hed Banana Leaf havde samtidigt en charmør af en ladykiller ved navn Oskar som damerne selvfølgelig ikke kunne stå for.

Damernes ven, Oskar!! 

Vi brugte de første dage med at bade, snorkle og slikke sol på stranden og drikke lækre juices sammen med Irene og Oleg, da der sådan set ikke er meget andet at lave på øerne. Men det bekom os ganske vel at nyde lidt af driverlivet inden turen går meget videre.

Frisk kokosnød til 7 kr!

Badesmølfen på jagt efter en lækker hytte

Vi havde et par sure episoder med bestyreren af gæstehuset da håb på andendagen også sætte prisen for værelserne op, til trods for at vi allerede havde fortalt ham at vi havde tænkt os at blive nytåret over. Thomas og bestyreren var de næste fire dage ikke særligt gode venner da det endte i et meget højtlydt skænderi! Dog fik vi banket prisen tilbage til omtrent det oprindelige (90 kr/nat inkl. morgenmad) og Thomas og bestyreren endte da også med at give hindanden en krammer på vores sidste dag :-)

Om aftenerne er der fuldt knald på da gaden langs stranden er spækket med små 100 restauranter og barer, samt et stort madmarked med billige retter. Dog var markedet smaskfuldt med store spyfluer så vi gik udelukkende på restauranterne hvor man blandt de indonesiske egnsretter meget bestod at pasta og pizza grundet alle de unge øldrikkende turister. Men det var nu også meget rart med lidt europæisk mad :-)

Nytårsmenu på restaurant i sandet

På fjerdedagen tog Irene og Oleg tilbage til Bali for at bruge deres sidste dag derovre inden de skulle hjem til Sverige. Lidt sørgmodigt da det var rigtigt hyggeligt at rejse som en lille gruppe, og også fordi at det altid er nemmere at handle med de lokale når man er flere om at presse priserne. Men ingen tvivl om at vi kommer til at savne dem.

Vore svenske venner

Da vi nu var alene igen, besluttede vi os for at starte på et yogakursus vi har fundet gennem et opslag på stranden. Stedet hed " The yoga Place" og var et lille intimt yogastudio beliggende på øen eneste bakke med udsigt udover byen. Rigtigt hyggeligt og lige os, da vi ikke gad at drikke os fulde hver dag som alle andre. Vores kursus bestod af to gange to timers yoga, men vi endte med at blive så glade for det at vi tog yderligere 8 timer den uge, da det var rigtig rart at blive strukket godt og grundigt igennem efter at have slæbt på rygsække i to måneder. Samtidig havde stedet verdens bedste vegetarsalater og så var vores to lærere Caroline og Michael rigtigt søde og dygtige til at lære fra sig.

Håndstand eller forsøg på samme ;-)

Når vi ikke var til yogatime blev de resterende timer i døgnet brugt på flere løbeture øen rundt. Gili T er små 7 kilometer i omkreds og vi trængte lidt til at røre os da yoga var det eneste vi bedrev udover at slikke sol og snorkle på stranden hvor vi så en utrolig variation af farvefulde fisk samt en enkelt havskildpadde og en stribet havslange, som vi dog godt kunne have undværet i og med at den er hamrende giftig og fordi den befandt sig på to meters dybde kun 15 meter fra stranden. Det medførte at vi havde dykkerbriller på de resterende dage da vi nødig ville træde på sådan en fætter.

Vores i alt 9 dage var nu afsluttet og vi tog en speed-færge tilbage til Bali. Nærmere betegnet byen Kuta, som er stedet hvor man er ung, surfer og drikker hjernen ud. Ikke lige det der står øverst på vores ønskeliste, men man kan jo ikke sige at man ikke bryder sig om ting før man har smagt på dem, så efter 4,5 times transport (skulle have været 3) ankom vi til et tilfældigt udvalgt hotel fra et kort, som heldigt nok var ganske pænt og til at betale.
Her skulle vi investere vores næste 8 dage inden turen gik videre med air Asia til Bangkok og derefter videre til Laos.
Dagene gik på stranden i bulan lige nedenfor Lita beach. En super Strand hvor man kunne være i fred, og vi havde ca 3 kilometer Strand for os selv indtil kl 17 hver aften som er tidspunktet hvor de lokale går på stranden. De vil jo i modsætning til os jo helst ikke blive mere solbrune ;-)

Solnedgang og stadig 30℃

Vi var ikke helt pjattede med Kuta generelt da vi havde hørt mange dårlige historier, og de viste sig desværre at holde stik. Stedet er stort, og proppet til randen med tusindevis af turister, og mindst dobbelt så mange sælgere, massagesteder, souvenirbutikker, ernormt dyre restauranter, diskotek daskosteder og om aftenen mange mange mange irriterende lokale der prøver at sælge én svampe, valium hash og kokain. Man kunne simpelthen ikke gå 15 meter i fred eller for den sags skyld få lov at føre en samtale uden at blive afbrudt.
Så vi kan klart beslutte at Kuta absolut heller ikke er os. Dog skal det siges at stranden og bølgerne er fantastiske, og vi fik da også lejet et surfbræt på vores sidste dag. Super fedt selvom vi ikke var særligt gode. Ingen af os kom faktisk op at stå mere end et sekund eller to, så undervisning kan nok siges at kunne anbefales! Derudover bør det ikke foregå i bar overkrop da både mave og brystvorter nærmest bliver slidt af at piske rundt på sådan et bræt. En værdifuld lærestreg til Thomas for fremtidens surfer karriere :-)

Efter 30 dage i Indonesien, må vi sige at skal man besøge Bali og øerne omkring hedder det fred og ro i Sanur, fantastisk fantastisk hygge og natur i Ubud, kintamani for vulkanens skyld, og gili øerne for strandlivet. Men nu er tiden gået og vi flyver til Bangkok imorgen. Så næste opdatering bliver nok fra Laos, hvis eller nettet er til at stole på.

Indtil da, pas på dig selv og dine.